University of Southern Denmark
World of VISL -> Det danske sprog er en svær en - tekst 4  Visual Interactive Syntax Learning  
Syddansk Universitet
 
 

KRONIK

 

FYENS STIFTSTIDENDE LØRDAG 28. MAJ 2005

 

 

Duften af sommerfugl

 

MAJBRITT MARIA NIELSEN

  

 

Den 16-årige forfatter til dagens kronik har selv leveret overskriften. Hun skriver intenst og oplevet om den svære første dag i en ny skole. Vil nogen have noget med hende at gøre?

  

 

På vej. Tågen steg op af jorden. En underjordisk damp, forårsaget af kulden under stenene og den milde morgenluft, der bar et strejf af varme med sig. Hendes skridt måtte give genlyd dernede, forskyde fliserne en tusindedel og slide på den glatte overflade. En grå blanding der hviskede op af hendes figur, smøg sig om hendes ben.

   Hun skyndte sig, gik hurtigt og trådte til på flisegangen, som var hun uvenner med den. Have-lågen tålte en tur til. Med en klagende lyd lukkede den i bag hende, og hun var fri af husets grund.

   Et fortov, der syntes endeløst banede vej til villavejens udslusning, hvor nyvaskede biler stille forsvandt med mennesker i weekendstemning.

 

"Varmen, stanken af jordslåede og glemte jakker på knagerækkerne så langt øjet rakte fik hende til at holde vejret. Hvis én af dem bare havde været hendes, så havde hun været           her i lang tid."

 

   Hendes hår hang ned langs kinden og halsen og dryppede af og til ned på jakken. Nyvasket. Måske kunne hun rejse hovedet op, men hun orkede ikke. Kun synet af hendes fødders skridt tiltalte hende. Hun mærkede, hvordan dagen vågnede, tog sit første åndedrag, blev sin egen.

 

PLUDSELIG stod hun der. Hendes fødder stoppede i hvert fald. Jo, det var rigtig nok, hun var der. Sundbyskolen tårnede højt for hendes øjne. Måske skulle hun have bedt sin mor om at gå med. Den interne larm fra de dampende bygninger forskrækkede hende.

   Hun måtte gå ind. For alt i verden, hun måtte gå ind. Hvis hun gik hjem nu, var morgenens spekulation, forsigtige nysgerrighed og nervøsitet spildt. Hendes mors tøjvask kl. 23 i aftes, fordi hun ville have sin store, røde sweater på, var spildt. Den sweater kunne hun gemme sig i, lugte til og forsvinde helt i. Måske en dag kunne hun blive opslugt.

 

VARMEN, stanken af jordslået og glemte jakker på knagerækkerne så langt øjet rakte, fik hende til at holde vejret.

   Hvis én af dem bare havde været hendes, så havde hun været her i lang tid. Så havde hun gået grinende til frikvarter, arm i arm med sin nye, bedste veninde, smilende og lykkelig indeni.

   Nu flugtede hun langs væggene, svedte i den venstre hånd og med lyst til at gribe sit hjerte, der var på vej ud af hendes bryst, med den højre.

 

EN LÆRER i hvid sweater gik forbi med en sort taske i hånden. Han kiggede ikke på hende. Han lugtede heller ikke af noget. Nogle mennesker duftede så dejligt, når de fløj hastigt forbi, og hun glædede sig ofte til at lade en ny duft af

menneske smyge sig om hendes næse. Andre gange holdt hun vejret, nogle ville hun ikke have i næsen.

   Hans hår strittede mærkeligt, og en ternet skjorte fløj rundt om hans talje. Han gik ind i et klasse-lokale et par døre bagved hende. Der lød snak derinde fra.

   Pludselig stak han hovedet frem, hun kiggede hen mod døren.

   "Er du Nete?" lød det fra ham. Hans stemme lød så frisk, passede slet ikke til ham. Hun tog sin taske op fra gulvet og gik hen mod ham.

   "Vi troede jo du ville komme til første time, så vi har ventet på dig".

 

SPÆNDINGEN slog til i hende, samtidig en angst. De havde ventet, forventningerne havde fyldt dem. Hvorfor skulle de se hende fra morgenstunden? Skulle hun sprættes op i det skarpe forårslys foran deres ansigter, så de kunne suge den rest af liv og åbenhed ud af hende, hun trods alt indeholdt?

   Ville de stoppe hende ud med deres fordomme, deres hemmelige breve fra timerne som aldrig var til hende, og sy hende sammen med tråd, der aldrig ville hele hende?

   Så kunne hun gå og bløde fra sit åbne sår, sprede lugt og betændelse på gangene, alene i frikvar-tererne som den tomme gennemsigtige, beskidte bamse hun var. Hendes verden var en glemmekasse.

   Hun trådte ind ad døren, og larmen forsvandt. Den første, hun så, da hun kiggede op, var en stor dreng. Han sad bagerst og så hende lige ind i øjnene. Hun følte sig kigget ud og følt på tænderne med det samme.

   Hun blev vist hen til et bord med en masse ridser i. Endnu havde hun ikke set andre, ville ikke kunne genkende dem. Hun satte tasken på gulvet. Skulderen blev lettere, og hun hev en spinkel stol ud fra bordet og satte sig stille.

 

UNDERVISNINGEN begyndte med det samme. Hun opfangede intet, men så. På potteplanter i den lune vindueskarm, på pigens fletning foran hende, på lærerens håndskrift på tavlen, uden at forstå ordene.

   Pigen bandt sin fletning op, snoede håret rundt, lod det glide ud og ind mellem fingrene. Hun havde spinkle fingre, med små, rødlige negle på. Nete drømte at hun flettede pigens hår, og at hun selv havde små, fine negle, med en sart neglelak på.

   Hun duftede også godt. Pludselig fandt pigens arm kanten på det bord Nete sad ved. Et lille stykke papir faldt ud af hendes hånd og landede der. Pigens arm forsvandt igen.

   Hun frøs til is. Allerede? Hun ville ikke røre brevet. Hendes hænder flød over af nervøs væske og gled ikke let hen over bordet, men slæbte sig med den klistrede håndflade hen over den pinte bord-plade og fik fat i brevet. Hun åbnede det med rystende hænder, kunne ikke i sin vildeste fantasi gætte, hvad der mødte hende.

   "Vil du følges hjem?".

   Nete eksploderede indeni. En lille sommerfuglerede vågnede, bredte orange, røde, violette og lyserøde vinger, parrede sig med hver eneste celle i hendes krop og tusind små, varme sommerfugle i alle farver bredte sig til hendes kinder, brændte sig fast, smeltede varmt ind i hendes ydre.

   Hun kiggede taknemmeligt op, en blanding af ærefrygt og fryd fyldte hendes sind. Hun kiggede på brevet. Hvordan skulle hun svare? Hvordan kunne hun skrive med få ord, at denne pige foran hende var hendes redning, hendes håb, hendes pust i pejsen.

   Varmen blussede i hende, da pigen vendte sig om og kiggede spørgende på hende. Hun knugede brevet i sin hånd og nikkede spontant. Nikkede hun for meget? Hun var ved at grine, kunne mærke

en boblen indeni, hvor kom glæden fra? Hun fnes i sit stille indre og forstod ikke sin krops reaktion.

 

DAGEN VAR gået så stærkt, og hun havde ondt i kinderne af at smile. Mere end hun nogen sinde havde gjort før. Matilde hed hun, pigen der gik ved siden af hende på vej hjem med sit lyse hår blaf-rende i vinden, imens hun snakkede forpustet.

   Nete mærkede varmen brede sig, fik lyst til at løbe alt, hvad hun kunne, grine til mellemgulvet gjorde ondt og fortælle Matilde alt og ingenting.

   De nåede til havelågen, og de to piger stoppede op og kiggede lidt rundt.

   "Er det din mor?", spurgte Matilde og smilede mod køkkenvinduet. Hun så sin mor kigge nysgerrigt ud, hendes mørkerøde hår lå fladt mod ruden, og hun smilede til dem

begge.

   "Skal vi sige hej?". Nete kiggede indgående på sin nye veninde, ville hun ind? Ville hun sidde i hendes seng og lade hende børste sit hår og prøve hendes bluser og sige,

at de var flotte?

   De gik op ad havegangen. Netes smil sad fast, hun var overvældet. Lyden af tallerkener fra køkkenet, Matildes jakke på knagerækken og hendes mors næsten våde øjne, var mere, end hun kunne forstå.

   Nu var hun på vej.

 

Majbritt Maria Nielsen,

Chr. Hansensvej 22, Holbæk,

er 16 år.



 


Copyright 1996-2017 | Report a Problem / Contact Us | Printable Version